Wednesday's whim: Magiske mules og slip-ins

Guide til Gili Trawangan

Hey guys,

Vi har tilbragt to skønne dage på Gili Air og tre fantastiske dage på Gili Meno. Vi er nu nået til sidste ø i Gili serien, som også er den største: Gili Trawangan. Transporten til Gili øerne foregår via båd, som tager omkring 15-30 minutter alt afhængig af hvilken ø man besøger og om det er fra Lombok eller en af de andre Gili øer. Gili betyder ‘lille ø’, som altså passer perfekt til de små, flade øer de er. De tre øer har vidt forskellige kendetegn og det er derfor svært at fravælge en af øerne, hvis man besøger dem. Til fælles har de, at der ingen andre køretøjer end hestevogne og cykler er tilladt. Desuden er alle øerne omringet af smukke koralfisk og koralrev og det er meget besynderligt, hvis IKKE man ser en havskilpadde! Der er derfor også rigtig mange dykker- og snorkeludflugter. De lokale anbefaler at rejse til Gili øerne ved at sejle via Lombok og derefter til en af øerne, da havet til tider kan være mere uroligt ved den direkte linje. Det vil sige fra Padang Bai, Bali og direkte til Gili øerne, eller fra Padang Bai, Bali til Bangsal, Lombok og så til en af Gili øerne. Der er rigtig mange lokale, som vil prøve at sælge dig billetter til bådene på Lombok, men gå forbi disse og led efter Ticket Office, som er en lille skrank mod nord af Bangsal havnen. Her er priserne faste og står skrevet klart. De koster omkring IDR 20000 (10 kroner), men den eneste ulempe er, at man skal vente på, at båden bliver fyldt helt op, før den sejler. Alternativet er at booke en fast boat, men dette koster også langt mere (omkring de 100 kroner). Generelt er priserne på Gili øerne også lidt højere end Bali. 

Hvis jeg skulle bedømme de tre forskellige øers strande ville Meno komme først, dernæst Air og til sidst Trawangan. Det der gør, at Air kommer på en anden plads er de store områder med søtang. Dette gjorde, at vandet så mørkt ud, selvom det var helt klart og var desuden ikke vildt lækkert at bade i. Men de steder, hvor søtanget ikke groede, var stranden og vandet lige så smukt som ved Meno. Gili Meno’s strand er fejlfri uden søtang, hvorimod Gili Trawangan’s ligger i bunden. Det er som om, at vandet er mere grumset og strandene langt mere beskidte. Dette skyldes nok også de mange turister og øens popularitet.

Gili Trawangan, eller også forkortet Gili ‘T’, er den mest populære af de tre øer. Den er kendt for at være Indonesiens svar på Ibiza, men har mange andre egenskaber udover de fede fester. T er også den største ø og med dens 7 km rundt i omkreds, kan det anbefales at leje en cykel og se øen hele vejen rundt på den måde, da det tager lidt længere tid til fods end de andre to øer. Selvom øen har udviklet sig til at være lidt af et hippie paradis for unge, egner den sig stadig til familier i alle aldre. Der er noget for enhver smag alt afhængigt af, hvor man vælger at bo.

Stud Stables

img_2277

På alle tre Gili øer er det meget populært at ride langs stranden ved solnedgang. Jeg fik først taget mig sammen på Gili T til at bestille en tur. Jeg mener, jeg gav 300 kroner for 1 time, hvor der egentlig var nærmest fri leg, hvis man har erfaring. Jeg har jo været en rigtig ridetøs for nogle år siden, så jeg blev helt nostalgisk, da jeg kom op på Diva. Og jeg fandt da også ud af, at navnet passede perfekt til hende. Hun gjorde, hvad hun ville og det var meget svært at blive enige om, hvad vi ville sammen. Vi kom dog til enighed nogle gange og jeg fik overbevist hende om, at vi skulle ud i vandet én gang, selvom hun ikke var meget for det. Det sjoveste var, da jeg skulle tage en galop langs stranden. Hun undveg her bølgerne og der var en passage, hvor det var så snævert, at hun styrede lige mod en stor gren. Hvis ikke jeg havde dukket mig der, var der en lille diva uden rytter, som løb rundt omkring på stranden, haha!

Jeg bestilte turen ved Stud Stables, da det var der jeg havde læst bedst anmeldelser og så lader de ovenikøbet hestene gå helt frit. Mega fedt, at de behandler hestene så godt og man kan virkelig mærke, at ’stalddrengene’ elsker dyrene. Det er dog også det dyreste sted, men med både samvittigheden og oplevelsen i orden, var det alle pengene værd.

Sunset swings

img_2434-2

Ligesom i min guide til Gili Air er der også en del gynger på Gili T. Vi fandt den smukkeste af dem alle, nemlig den ved baren Pink Coco. Gyngen er helt lyserød og vi fangede den lige ved solnedgangen, så der kom ovenstående smukke, smukke billede ud af det. Der var dog en vildt lang kø og folk blev måske også lidt utålmodige, da vi fire piger rigtig posede løs og tog over 100 billeder, haha!

Fritgående geder og køer

img_2540

img_2526-2

Billederne er taget med min tele imens jeg var ude at løbe, så de er en smule rystede, lidt ligesom jeg var, da jeg stødte på disse nuttede dyr! På den anden side af øen (østsiden), hvor der ikke er lige så mange resorter og mennesker, er der nemlig dyr over det hele! Først stødte jeg på vildt mange køer, store som små. Men stoppede altså ikke op, for da jeg prøvede at løbe lidt tæt på en af de søde kalve, var der en tyr med ret så onde horn, der kiggede truende på mig, som om den sagde, at jeg bare skulle smutte videre. Næste gang så jeg de sødeste små kid, der legede på en kantsten. De var lidt mere bange for mig end køerne var, så der måtte jeg igen holde lidt afstand.

Take a stroll

img_2512

img_2543

Som jeg hentyder til i ovenstående tekst, er der ikke noget bedre end at tage hele øen rundt og opleve de forskellige atmosfærer. Rundt langs øens strand finder du cute restauranter med alverdens farver og de sødeste frie dyr. Men hvis man tager en tur ‘ind’ i selve øen, er der igen en helt anden stemning. Her bor flere af de lokale og der er mange bed and breakfast, hvor unge backpackere sidder omkring et bål og hygger med guitar og sang. Men husk, at øerne er muslimske, så klæd jer lidt mere på, når I skal ind og kigge i de små gader. Anna og jeg vidste ikke dette og traskede begge rundt i bikinier, hvor vi derefter så flere skilte med ‘respect the locals’ hvorpå der var billeder af bikinier med et stort kryds over, ups…

Shopping

img_2471

img_2484

Gili T er den eneste af de tre øer, hvor der er lidt shoppingmuligheder. Når man ankommer til øen er du direkte på shopping ‘gaden’. Der er små uafhængige butikker med de fineste ting og større, kendte mærker som Roxy. Jeg købte selv en af de fine ankelkæder med muslingeskaller og havde det som var jeg en ægte indianer, da jeg bar den mens jeg red på Diva. Køb en souvenir – eller 10, du fortryder det ikke!

Sjove skilte

img_2474img_2601

Generelt på alle øerne er beboerne vilde med skilte og er helt vildt kreative, når det kommer til at skrive noget filosofisk eller underholdende. Det går så bare lidt galt for nogle af dem. Udover det mega sjove skilt ovenover teksten her, var der også et skilt ved en restaurant, hvor der stod ‘No body is perfect, just try to be good’. Vi var færdige af grin og tænkte egentlig, det var rigtig nok, at ingen krop er perfekt, selvom den oprigtige mening med skiltet nok var lidt anderledes. Anyways, er det altså bare mega hyggeligt at slentre rundt og læse de utrolig mange skilte, og hey så blev vi da også klogere på, at tomater er søde og ikke syrlige på Gili øerne :’)

Restauranter:

Café Kayun

img_2575 img_2496 img_2493 img_2494 img_2503

Kayun ligger rimelig centralt og er ret nem at finde. Hvis man tager udgangspunkt i havnen, det sted hvor man bliver sat af med bådene og har vandet i ryggen, skal man bare gå nogle få meter til venstre og så kommer den. Den er virkelig lækker og det finder turisterne også hurtigt ud af, for der er virkelig proppet! De har en hyggelig rooftop med udsigt ud over vandet og en masse små borde mast sammen. Maden er top lækker, til gengæld er kaffen knap så god her, men to be honest er det bare generelt svært at finde god kaffe på øerne.

The Yoga Place

img_2536

img_2535 img_2527 img_2526
img_2520

Mit absolut FAVORIT lunch sted nogensinde. Åh hvad jeg ikke ville give for sådan en lækker salat igen! Yoga Place er ikke, ligesom Kayun, et sted du lige falder over og tænker nej hvor hyggeligt. For jo det er det hyggeligste sted og lad os lige værdige den hyggelige OG hjemlige indretning et øjeblik, men cafeen ligger inde, centralt i en af de små gader, så man skal igennem en ret så snoet vej for at finde det. Men hvilken perle man da så finder. Hvis jeg nogensinde skulle starte min egen restaurant, skulle det være præcis som denne. De reklamerer med yogatimer ved solopgang efterfulgt af lækker morgenmad, hvilket var ret så fristende, hvis ikke vi først besøgte stedet sidste dag :/

De er super fokuserede på, at maden og drikkelse er sundt og enten vegansk eller vegetarisk, så hvis du ikke kan undvære kødet en enkelt gang, skal du nok ikke besøge stedet, men så igen, do it.

Trattoria Cucina Italiana

img_2487

img_2486

Et italiensk spisested, som til mit held også havde et sushi menukort! Og så passer det bare perfekt, da det kun er Anna og jeg som er tossede med sushi, hvor Kat og Mia så kunne få italienske lækkerier. Lækker og smagsfuld sushi, men bestil uden ‘crispy potatoes’, da de har en tendens til at overproppe med dette. Man kan både spise lige ud til vandet direkte på stranden eller i deres ‘gårdhave’. Det ligger rimelig tæt på havnen, og ligesom Kayun skal man bare følge vejen til venstre. Bedste (og vidst nok også et af de eneste) sushisteder på Gili T.

 

Det var altså sidste ø før vi vender tilbage til Bali, så glæd jer til at læse om eksotiske Ubud og travle Kuta i nogle af de næste guides. Husk I kan finde de andre guides under kategorien travel.

xx.. <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wednesday's whim: Magiske mules og slip-ins