Wednesday's whim: Saved items

Jeg kom ind på drømmestudiet – men bliver det virkelig en drøm?

img_4461

Hey guys,

I sidste indlæg røbede jeg, at jeg er kommet ind på et studie. Og det viser sig at være mit drømmestudie, men bliver det virkelig en drøm eller hvad går jeg egentlig og tænker om det hele?


Som nogle ved, ville jeg rigtig gerne have været inde til journalist testen, men kom sølle 2-3 dage senere hjem fra rejsen så jeg ikke kunne nå den. Og dermed havde jeg ikke muligheden for at se, om jeg kunne komme ind. Men efter nogle grundige overvejelser, blev jeg enig med mig selv i at finde på noget andet som jeg fandt interessant. Jeg har altid været glad for sprog og muligheden for at kommunikere med andre mennesker på deres sprog eller et fælles sprog. Jeg har haft både tysk, fransk og engelsk i alle tre år på min gymnasielinje og tog aftenkurser i tysk i folkeskolen (primært fordi vores lærer var ekstremt dårlig til at lære fra sig). Så jeg vidste det skulle være noget med sprog. Derudover elsker jeg at rejse og vi har været ude flere gange om året, siden jeg var lille. Til sidst kan jeg godt lide at have ansvar og stå på egne ben. Jeg arbejder faktisk bedst alene, men foretrækker selvfølgelig også sparring og evt hjælp i diverse situationer. Men alt i alt ville jeg gerne noget med kommunikation, sprog og mulighed for jobs i fremtiden, som giver mig ansvar og regner med mig.

Jeg søgte lidt på nettet og fandt frem til, at det nok skulle være noget virksomhedskommunikation. Sidste år var jeg en uge på AU for at vide mere om virksomhedskommunikation i fransk. Det var godt at prøve, for så kunne jeg bekræfte om det var noget ala det jeg ville. Og det tror jeg lidt det var. Men efter nogle gode snakke med nogle kloge hoveder blev jeg enig med mig selv om, at det var klogere at tage en mere bred linje, så jeg havde flere muligheder efter. Derfor søgte jeg ind på Marketing and Management Communication og Interkulturel Markedskommunikation. MMC foregår i Århus på BBS og var umiddelbart drømmestudiet. Hele studiet foregår på engelsk og indeholder mange af de ting jeg finder interessante (tror jeg da ;)). IMK foregår i København og var hvad der svarer til MMC bare på dansk. Eftersom den ligger i København og min kæreste også havde søgt ind i København, valgte jeg selvfølgelig den som 1. prioritet. Problemet var bare, at snittet til at komme ind sidste år var så jeg lige præcis kunne komme ind, så hvis det steg bare lidt i år, kunne jeg risikere ikke at komme ind. Jeg valgte drømmestudiet MMC som 2. prioritet og var sikker på at kunne komme ind der i hvert fald, medmindre snittet steg helt vildt drastisk.

Jeg fik svar torsdag d. 28. og havde fået både en besked fra København og Århus. Jeg åbnede den fra Århus først og de skrev jeg var blevet optaget. Jeg kunne derfor regne ud, at jeg ikke kom ind i samme by som min kæreste, men faktisk i den modsatte ende af landet. Det var lidt af en mavepuster og jeg vidste ikke rigtig om det var glædestårer der stille trillede ned, eller om det var gået op for mig, at jeg nu skulle være adskilt fra the love of my life i i hvert fald 3 år. Men som vi begge er enige om, kommer uddannelse først og vi var begge rigtig glade for at komme ind på vores (egentlige) første prioriteter. Jeg føler heller ikke, at jeg kunne tillade mig at blive skuffet over at komme ind (det var trods alt det bedste studie for mig), og efter jeg var inde og se kvotienterne for i år blev jeg også helt vildt overrasket. Adgangskravet var steget med over en HEL karakter, så det var da godt, at jeg var så selvsikker på, at det hele nok skulle gå og jeg godt kunne komme ind, for var det to karakterer den var steget med, var det ikke så sikkert jeg havde klaret den! (typisk celina-jeg-skal-nok-klare-det-hele)

Jeg takkede ja til studiet og starter d. 28. august. Jeg har virkelig mange sommerfugle i maven, for jeg havde bestemt regnet med at skulle til København, men jeg glæder mig til at prøve at bo i Århus, for det er ikke sikkert jeg eller nogensinde kommer til det! Men når de umiddelbare følelser er kølet lidt af glæder jeg mig rigtig meget til at stå på egne ben og lære en masse nye mennesker at kende. Og så kan jeg jo heldigvis ses med Alex i weekenderne. Er I kommet ind på nogle studier eller har prøvet at stå i samme situation som mig, med kæresten flere hundrede kilometer væk?

xx… <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wednesday's whim: Saved items