Wednesday's whim: metallic x silk

Alene omringet af mennesker

aksHey guys,

Et lidt mere seriøst indlæg i dag, som jeg følte for at dele med jer, så I kan se, at mit liv ikke blot er poleret porcelæn og uendelig dans på silkebløde skyer. Jeg fik et mindre (underdrivelse) break-down her den anden dag, hvor jeg fik den ledeste knude i maven og dunkende hjerte. Jeg havde været på uni til nogle forelæsninger og cyklede derefter hjem i regnvejr. Det sørgerlige vejr fik noget til at slå klik i mig. Jeg kom hjem og nåede ikke engang at skifte tøj, før det ramlede for mig. Jeg faldt tungt ned i sengen og mit ansigt blev overskyllet af varme, saltede stråler. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage og ej heller komme den til livs igen. Og sådan lå jeg ellers indtil jeg af ren udmattelse faldt i søvn. Jeg vågnede igen og kunne mærke en dunkende hovedpine. Jeg fik snakket i lang tid med min familie (over telefonen) og måtte indse, at det jeg led af var ren og skær hjemve. Jeg har aldrig haft problemer med hjemve før, men har tværtimod været den pige, som ikke kunne vente med at flytte hjemmefra og være selvstændig og ‘fri’ for forældre-kommentarer og uopnåelige forpligtelser. Da jeg var lille sov jeg altid ude ved andre veninder, da de fik hjemve, hvis de var ude i mere end en dag. Vi snakker way back, men jeg har altid været utrolig uafhængig og fri og havde aldrig regnet med, at jeg ville opleve denne følelse. Men det skete så for mig og når du sidder i en by, 2 timer væk fra dit barndomshjem samt familie, hvor du ikke har nogle du kan ringe til, som kan komme over, er det utrolig hårdt at bearbejde og overkomme hjemve. Jeg har hele sidste uge været omringet af mennesker og faktisk også denne uge var jeg til nogle arrangementer, blot for at prøve at skjule den pirrende følelse i kroppen og for at tvinge den skærende klump i halsen tilbage. Jeg er omringet af mennesker, men føler mig mere alene end nogensinde før. Det omhandler måske, at jeg er ekstrem social og elsker at der hele tiden er gang i den, men jeg har nok ikke på noget tidspunkt endnu indset eller tænkt over, hvordan det bliver at stå på egen fod uden at kunne ringe til mor, som kan komme over 30 minutter efter. Jeg har ikke tænkt over de konsekvenser og livsændringer der forekommer, men har derimod søgt efter at deltage i enhver social begivenhed, for at være blandt mennesker, for kun at føle mig endnu mere alene.

Jeg savner min mor, jeg savner min far, jeg savner min fantastiske kæreste, jeg savner mine to søstre og så savner jeg alle mine venner på Fyn. Det er dem der kender mig bedst og dem jeg har været utrolig meget igennem med. Jeg elsker dem så højt og det er først gået op for mig nu, hvad der er egentlig er sket og hvordan jeg egentlig har det med at være flyttet til Århus. Jeg er af stjernetegn vædder og handler tit før jeg tænker, hvilket gør mig meget impulsiv og får mig frem i livet. Og selvom jeg har denne forfærdelige hjemve fortryder jeg ikke, at jeg er flyttet til Århus. Jeg har det ikke bedre lige nu og sidder faktisk og får det helt skidt af at prøve at formulere og skrive ned, hvordan jeg har haft det de sidste par dage, men ved at det er en fase der skal overvindes, og som nok også vil vende tilbage igen, men kun vil gøre mig endnu stærkere som menneske. Jeg håber, at I får en fornemmelse af, at livet ikke altid er helt nemt, heller ikke selvom jeg som ‘offentlig’ person prøver kun at vise mig fra den bedste side og skrive de positive indlæg. Der er en bagside af det smukke liv og det er jeg glad for at kunne dele med jer <3

xx….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wednesday's whim: metallic x silk