Splittet – min vej? din vej? – Ann Celina
HUNKEMÖLLER BLOGGER AWARD

Splittet – min vej? din vej?



Hey guys,

En lille tankestrøm, som bestemt ikke passerer mit hoved for første gang – og nok heller ikke sidste gang. I og med jeg er så divers, hvis jeg kan beskrive mig selv sådan, har jeg mange forskellige mål, interesser og retninger jeg går. Og tit kan jeg tænke om jeg burde droppe nogle af alle de interesser jeg har fremfor at fokusere 100% på én. I visse tilfælde ville det jo nok være bedre at fokusere på én ting og derved præstere langt bedre på den ene ting. Det er bare lettere sagt end gjort. Nu en smule udefineret beskrivelse, men jeg tror det er flere områder det drejer sig om. Én af dem er den største og mest sikre (eller usikre??) vej. Uddannelse. Jeg læser som sagt Marketing and Management Communication, og har netop gennemført første år af min bachelor.

Det har været sjovt, anderledes og udfordrende at læse noget der ikke er så specifikt som fransk eller matematik. Fag som egentlig giver sig selv, bliver gjort langt mere specifikke og svære, end hvad jeg egentlig synes, de i bund og grund er. Det ved jeg ikke om betyder, at uddannelsen netop er rigtig for mig, eller om det er stik modsat. Dog ved jeg, at jeg er så i tvivl om det egentlig er den rigtige vej for mig. Hvis jeg kunne, ville jeg jo aller helst droppe ud og gå hele vejen i skuespillerkarrieren uden at kigge mig tilbage. Og nu tænker jeg så, jamen hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Og svaret er jo simpelt nok. Selvfølgelig ville jeg kunne satse alt og gå efter mit nummer 1 priotering. Hvis jeg så bare havde nosser nok. For jeg tror det er der filmen knækker. Jeg er for realistisk (hvis man kan sige det overhovedet), eller måske bare bange for, om jeg nogensinde ville kunne overleve hvis jeg droppede alle ”sikre” mål i livet fremfor ét, der er SÅ usikkert. Men det er også det, jeg synes er så spændende. Det uforudsigelige ved netop den karriere, og hvordan den ikke bare er 5 år og så færdig, ligesom med så mange uddannelser.

Jeg kan tit tænke hvem jeg egentlig tager MMC uddannelsen for? Er det mig selv eller dem, jeg føler, jeg har et ansvar for at leve op til omkring mig? Men alligevel fortsætter jeg. Jeg føler tiden løber fra mig, både i den forstand, at jeg bliver ældre og ældre i forhold til et gennembrud i skuespil verdenen (både erfaring og teori), og at jeg netop af den grund bliver nødt til at sikre mig en uddannelse at kunne falde tilbage på, hvis gennembruddet aldrig finder sted. Jeg tror egentlig ikke jeg kommer frem til nogen konklusion på dette lige foreløbig. Jeg er nok bare for splittet og måske en smule svag til at kunne træffe så afgørende et valg selv? Men det synes jeg nu også er okay.

 

xx.. <3

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HUNKEMÖLLER BLOGGER AWARD